Gå til hovedindholdet
European Anti-Fraud Office
Anmeld svig
Pressekommuniké3. september 2019Det Europæiske Kontor for Bekæmpelse af Svig

OLAF i 2018: Større undersøgelser sætter en stopper for svig på tværs af grænser og for organiserede kriminelle

03/09/2019

PRESSEMEDDELELSE nr. 07/2019

PDF version (199.03 KB)

Det Europæiske Kontor for Bekæmpelse af Svig (OLAF) gjorde også i 2018 et stort undersøgelsesarbejde, idet det koncentrerede sin indsats om områder, hvor der kunne opnås størst merværdi for EU's borgere — komplicerede sager, som de nationale myndigheder ikke ville have en chance for at løse alene. Hvad enten det drejer sig om strukturfonde, told eller direkte udgifter har OLAF's enestående ekspertise og dets hold af højtkvalificerede efterforskere og kriminaltekniske eksperter og analytikere bidraget til, at kontoret har løst selv de mest indviklede sager og forhindret organiserede kriminelle i at begå svig med EU's budget.

"OLAF's resultater viser, at vores arbejde gør en forskel. Vi beskytter ikke bare EU's finansielle interesser, men også de europæiske borgeres sundhed og velfærd" udtaler OLAF's generaldirektør Ville Itälä.

OLAF's undersøgelsesarbejde i 2018 i tal:

  • OLAF gennemførte 167 undersøgelser og fremsatte 256 henstillinger til de relevante nationale myndigheder og EU-organer
  • OLAF fremsatte en henstilling om at tilbagesøge 371 mio. EUR til EU-budgettet
  • OLAF indledte 219 nye undersøgelser i forlængelse af 1 259 indledende analyser gennemført af OLAF's eksperter.

Tendenser inden for undersøgelser af svig:

Den tværnationale karakter af det arbejde, OLAF udfører, giver kontoret et særligt indblik i, hvordan svig med EU-midler udvikler og ændrer sig i hele Europa. OLAF benyttede derfor lejligheden til at fremlægge en analyse af nogle af de mest bemærkelsesværdige tendenser, som ifølge undersøgelserne er:

  • oprettelse af falske selskaber og dække over forfalskede handelstransaktioner for at opnå EU-midler
  • svig i forbindelse med fremme af landbrugsprodukter, hvor penge ofte hvidvaskes via tredjelande
  • unddragelse af toldafgifter via grænseoverskridende kriminelle systemer.

OLAF beskytter EU-midler mod organiserede kriminelle

I denne årsrapport ses der også på de måder, hvorpå OLAF forpurrer organiserede kriminelles planer om at tilrane sig EU-midler. Erfaring spiller en vigtig rolle, når der skal løses komplicerede sager, der begås af stærkt organiserede kriminelle. OLAF's efterforskere er ikke alene engagerede, men har også mange års praktisk erfaring. De kan derfor hurtigt genkende mønstre og bruge deres viden til at løse sagerne hurtigere, og de kan også kortlægge nye områder, der rammes af svig.

Bidrag til EU's politikker til bekæmpelse af svig

Udover OLAF's undersøgelsesarbejde, spiller kontoret også en aktiv rolle i udformningen af EU's politik for bekæmpelse af svig.

I 2018 spillede OLAF en vigtig rolle for udarbejdelsen af Kommissionens nye strategi for bekæmpelse af svig, og kontoret skal nu stå for dens gennemførelse. I strategien foreslås det, at der foretages yderligere dataanalyser med henblik på evidensbaserede foranstaltninger til bekæmpelse af svig samt mere omfattende analyser af risici for svig, hvilket bør føre til bedre kontrol med svig.

Bedre værktøjer, der passer til nye måder at bekæmpe svig på

I maj 2018 vedtog Europa-Kommissionen også et forslag om ændring af retsgrundlaget for OLAF. Kommissionen foreslog at styrke brugen af OLAF's bevismateriale ved de nationale retter, at give OLAF adgang til bankkonti, at fremme brugen af kontrol på stedet og at give kontoret de værktøjer, der er nødvendige for, at det kan udføre sine opgaver på momsområdet. Ændringen skal sikre, at OLAF kan arbejde effektivt sammen med den nye Europæiske Anklagemyndighed (EPPO) og supplere EPPO's arbejde til gavn for EU's borgere.

Hele rapporten kan læses her.

OLAF's mission, mandat og kompetencer:
Det er OLAF's mission at opdage, efterforske og standse svindel med EU-midler.

OLAF opfylder sin mission ved at:
• foretage uafhængige undersøgelser af svig og korruption, der omfatter EU-midler, med henblik på at sikre, at alle skatteydernes penge anvendes i projekter, der skaber beskæftigelse og vækst i Europa
• bidrage til at styrke borgernes tillid til EU's institutioner gennem efterforskning af sager om alvorlige forseelser begået af EU's ansatte og medlemmer af EU-institutionerne
• udarbejde en forsvarlig EU-politik til bekæmpelse af svig.

Som uafhængig undersøgelsesenhed kan OLAF undersøge sager om svig, korruption og andre handlinger, der skader EU's finansielle interesser, og som vedrører:
• alle EU's udgifter: de vigtigste udgiftsområder er strukturfondene, landbrugspolitikken,
fonde for udvikling af landdistrikter, direkte udgifter og bistand til tredjelande
• visse aspekter af EU's indtægter, primært told
• mistanke om alvorlige forseelser begået af EU's ansatte og medlemmer af EU-institutionerne.

Yderligere oplysninger:

Jana Cappello     
Talsmand for Det Europæiske Kontor for Bekæmpelse af Svig (OLAF)  
Tlf.: +32 2 29 85549     
E-mail: olaf-mediaatec [dot] europa [dot] eu (olaf-media[at]ec[dot]europa[dot]eu)  
http://ec.europa.eu/anti_fraud   
Twitter: @OLAFPress  

Detaljer

Publikationsdato
3. september 2019
Forfatter
Det Europæiske Kontor for Bekæmpelse af Svig
News type
OLAF press release