Gå til hovedindholdet
Logo
European Anti-Fraud Office
Anmeld svig

OLAF afslører svig for over 870 mio. EUR

  • Pressemeddelelse
  • 16. juni 2025
  • Det Europæiske Kontor for Bekæmpelse af Svig
  • 5 min læsetid
© EU

PRESSEMEDDELELSE nr. 16/2025
PDF version

Ifølge OLAF's årsberetning, der udgives i dag, udstedte Det Europæiske Kontor for Bekæmpelse af Svig (OLAF) henstillinger om inddrivelse af mere end 870 mio. EUR i misbrugte EU-midler i 2024. OLAF-efterforskere forhindrede også uretmæssig anvendelse af over 40 mio. EUR og har derved styrket OLAF's rolle som EU-budgettets vogter. I løbet af året har OLAF afsluttet 246 efterforskninger og fremsat 301 henstillinger til nationale myndigheder og EU-myndigheder samt indledt 230 nye efterforskninger.

Årsberetningen beskriver ikke kun det store arbejde, der er gjort i løbet af året, men markerer også OLAF's 25-års-jubilæum. Den er en hyldest til et kvart århundredes beskyttelse af EU's finansielle interesser og understreger OLAF's ledende rolle i kampen mod svig. 

Nøgletal for 2024: 

  • OLAF fremsatte henstillinger om inddrivelse af 871,5 mio. EUR til EU-budgettet
  • OLAF forhindrede uretmæssig anvendelse af 43,5 mio. EUR fra EU-budgettet
  • OLAF sikrede yderligere 419,2 mio. EUR i indtægter (importafgifter og moms) gennem forebyggende foranstaltninger og indgreb
  • OLAF afsluttede 246 efterforskninger og fremsatte 301 henstillinger til de relevante nationale myndigheder og EU-myndigheder.
  • OLAF indledte 230 nye efterforskninger i forlængelse af 1 138 indledende analyser gennemført af OLAF's eksperter.

Fra alt mellem kompleks økonomisk svig, ulovlig grænseoverskridende handel, sanktionsomgåelse og told- og miljøsvig har OLAF løbende påvist sin relevans og omstillingsevne over for nye udfordringer. I løbet af de sidste tre år har OLAF-efterforskninger ført til inddrivelsen af 4,5 mia. EUR og forhindret uretmæssig udbetaling af midler til en værdi af 800 mio. EUR, hvilket tydeliggør OLAF's nøglerolle i at beskytte EU's finansielle interesser.

 "Vi er i 2024 blevet ved med at bekæmpe alle former for svig," sagde OLAF's generaldirektør Ville Itälä. "Uanset om det handler om at beskytte EU-investeringer i lokalområder, sikre sundheden gennem indgreb mod forfalskede lægemidler eller om at sikre, at EU-midler anvendes retmæssigt og tjener deres formål, så er OLAF parat til at opspore og gribe ind mod ulovligheder og beskytte os." 

"Vi er fortsat fast besluttet på at leve op til vores formål: at sikre retfærdighed og beskytte EU's borgere, virksomheder og lokalsamfund. Jo tættere vi arbejder sammen, des bedre bliver vores resultater og vi kan derved sikre skatteborgernes penge mere effektivt og afskrække potentielle svindlere." 

Det er utrolig meningsfyldt at vide, at vores efterforskninger har hjulpet med at værne om folks sundhed, holdt farlige produkter væk fra markedet, beskyttet miljøet og styrket tilliden til EU-institutionerne. Det er det, der motiverer os hver eneste dag."

Efterforskninger i og uden for EU

I årets løb dækkede OLAF's aktiviteter lande i og uden for EU. I år har OLAF især konstateret mange tilfælde af interessekonflikter, manipulation af offentlige udbud, kunstigt forhøjede omkostninger og chikane på arbejdspladsen. 

I en bestemt medlemsstat afdækkede OLAF et korruptionsnetværk og sikrede, at de nødvendige foranstaltninger blev truffet for at inddrive 75 mio. EUR i EU-midler, som var tiltænkt 112 projekter, der skulle forbedre borgernes liv og en økonomi under pres.  

I et andet tilfælde endte en OLAF-eftersøgning i Vestafrika, hvor der blev konstateret uregelmæssigheder i forbindelse med EU-midler øremærket moderniseringen af lokale skoler. 

EU skal stå til ansvar 

OLAF spiller fortsat en nøglerolle i at sikre, at EU's embedsværk lever op til de højeste etiske standarder. I løbet af det seneste år har OLAF afsluttet adskillige interne efterforskninger om påståede forseelser begået af ansatte og medlemmer af EU's institutioner. En af OLAF's hovedopgaver er at beskytte Unionens integritet og sikre, at alle lever op til de højeste adfærdsstandarder. 

OLAF's interne efterforskninger i løbet af det seneste år har hovedsagelig fokuseret på komplekse og følsomme sager, f.eks. vedrørende ansatte i toplederstillinger eller personer, som har været højtprofilerede på arbejdspladsen. De har omfattet anklager om chikane, interessekonflikter, etiske spørgsmål i forbindelse med rekruttering og eksterne aktiviteter. 

Stigning i antallet af sager om miljøsvig 

OLAF's efterforskere har optrappet indsatsen mod aktiviteter, der overtræder EU's miljølovgivning og truer biodiversiteten. Adskillige efterforskninger udført i 2024 har afdækket ulovlige aktiviteter såsom ulovlig handel med farlige fluorholdige drivhusgasser (F-gasser) og ulovlig eksport af plastaffald, som begge har alvorlige og langvarige negative indvirkninger på planeten.

Disse miljøforbrydelser er ikke alene et brud på EU-reglerne, men underminerer også kampen mod klimaforandringer og forurening på verdensplan. På det digitale område har OLAF konstateret stigende misbrug af e-handelsplatforme for at sælge falske og for lavt værdiansatte importvarer. Disse varer omfatter ofte falske lægemidler og andre farlige varer. OLAF har i samarbejde med toldmyndighederne målrettet indsatsen mod disse kriminelle netværk og hjulpet med at standse store forsendelser.

"Vores samarbejde med nationale myndigheder og andre partnere er fortsat grundstenen i vores succes. Det giver mulighed for at udveksle oplysninger, koordinere handlinger og levere bedre resultater i kampen for at beskytte EU's finansielle interesser. Vi ser frem til at forbedre dette samarbejde yderligere gennem den igangværende revision af Europas struktur til bekæmpelse af svig", sagde Itälä. 

OLAF's årsberetning for 2024 er tilgængelig på OLAF's websted.

OLAF's mission, mandat og kompetencer:
Det er OLAF's mission at afsløre, efterforske og standse svindel med EU-midler.

OLAF opfylder sin mission ved at:
•    gennemføre uafhængig efterforskning af svig og korruption, der omfatter EU-midler, med henblik på at sikre, at alle EU-skatteydernes penge anvendes til projekter, der skaber beskæftigelse og vækst i Europa
•    bidrage til at styrke borgernes tillid til EU's institutioner gennem efterforskning af sager om alvorlige forseelser begået af EU's ansatte og medlemmer af EU-institutionerne
•    udarbejde en forsvarlig EU-politik til bekæmpelse af svig.

Som uafhængig efterforskningsenhed kan OLAF efterforske sager om svig, korruption og andre handlinger, der skader EU's finansielle interesser, og som vedrører:
•    alle EU's udgifter, hvoraf de vigtigste udgiftsområder er strukturfondene, landbrugspolitikken,
landdistriktsudviklingsfondene, direkte udgifter og bistand til tredjelande
•    visse aspekter af EU's indtægter, primært told
•    mistanke om alvorlige forseelser begået af EU's ansatte og medlemmer af EU-institutionerne.

Når OLAF har afsluttet sin efterforskning, er det op til de kompetente EU-myndigheder og nationale myndigheder at undersøge og træffe afgørelse om opfølgningen af OLAF's henstillinger. Alle berørte personer anses for uskyldige, indtil det modsatte er bevist ved en kompetent national domstol eller EU-domstol.

Yderligere oplysninger:

Pierluigi CATERINO
Talsperson
Det Europæiske Kontor for Bekæmpelse af Svig (OLAF)
Tlf.: +32(0)2 29-52335  
E-mailadresse: olaf-mediaatec [dot] europa [dot] eu (olaf-media[at]ec[dot]europa[dot]eu)
https://anti-fraud.ec.europa.eu

LinkedIn: European Anti-Fraud Office
X: x.com/EUAntiFraud
Bluesky: euantifraud.bsky.social

Detaljer

Publikationsdato
16. juni 2025
Forfatter
Det Europæiske Kontor for Bekæmpelse af Svig
News type
  • OLAF press release