Gå til hovedindholdet
European Anti-Fraud Office
Anmeld svig

Tag dig i agt for falske e-mails, breve og telefonopkald, der hævdes at være fra OLAF

Der er opdaget forsøg på svig og phishing ved hjælp af falske meddelelser, breve og telefonopkald, der hævdes at være fra Det Europæiske Kontor for Bekæmpelse af Svig (OLAF).

Svindlere og bedragere bruger generelt Europa-Kommissionens eller OLAF's logo og udgiver sig for at være en af OLAF's ansatte, hvilket kan virke overbevisende. De tilbyder ofte at overføre penge til dig på betingelse af, at du betaler et gebyr og giver dem dine finansielle oplysninger og personoplysninger.

Hvis du som privatborger modtager en sådan anmodning, der hævdes at være fra OLAF eller en af dets ansatte, er der tale om svindel, da OLAF ALDRIG tilbyder eller anmoder om pengeoverførsler til eller fra borgere. OLAF undersøger svig, der påvirker EU-budgettet, og mistanker om forseelser begået af EU-ansatte.

Lad være med at besvare korrespondancen eller udføre nogen af de deri beskrevne handlinger. Du kan overveje at indberette forsøg på svig og/eller phishing til dine nationale myndigheder, der er kompetente med hensyn til kriminalitet og/eller cyberkriminalitet. OLAF undersøger ikke svindel i forbindelse med kryptovalutaer eller personlige finanser.

Andre tegn på falsk korrespondance kan være brug af mistænkelige bankkonti, forkerte logoer, forkerte e-mailadresser og/eller falske webstedsadresser. Alle ægte e-mails fra OLAF kommer fra en adresse, der slutter med @ec.europa.eu. Den korrekte adresse på OLAF's websted er https://anti-fraud.ec.europa.eu/index_da. Tjek altid, at adressen er rigtig!

Husk: OLAF's efterforskere retter IKKE opkald eller e-mails til borgerne for at anmode om eller tilbyde penge!