Gå til hovedindholdet
European Anti-Fraud Office
Anmeld svig
Pressekommuniké6. juni 2023Det Europæiske Kontor for Bekæmpelse af Svig5 min læsetid

Årsberetning: OLAF's efterforskninger afslører, at over 600 mio. EUR er berørt af svig og uregelmæssigheder

A visual displaying OLAF report 2022 with a bridge and bubbles in the background

PRESSEMEDDELELSE nr. 10/2023
PDF version

I 2022 beskyttede Det Europæiske Kontor for Bekæmpelse af Svig (OLAF) 600 mio. EUR fra EU's skatteydere ved at fremsætte henstilling om tilbagesøgning af mere end 426 mio. EUR til EU-budgettet for svig og uregelmæssigheder og ved at værne om yderligere 200 mio. EUR. OLAF standsede også en række tilfælde af smugling, forfalskning og toldsvig, bidrog til at håndhæve EU's handelsbeskyttelsesforanstaltninger og fortsatte med at udarbejde politikker til forebyggelse og bekæmpelse af svigmønstre under udvikling. Ligesom alle andre år efterforskede OLAF også mistanker om forseelse begået af ansatte i og medlemmer af EU's institutioner. I alt afsluttede OLAF 250 sager sidste år.

OLAF's årsberetning for 2022, der blev offentliggjort i dag, giver indsigt i de primære tendenser og operationer sidste år, som strækker sig fra kampen mod forfalskning og smugling til beskyttelse af EU's midler — inklusive genopretnings- og resiliensfaciliteten — og mekanismer til forebyggelse af svig til beskyttelse af EU's finansielle bistand til Ukraine. Beretningen præsenteres for første gang i et interaktivt, virtuelt format.

OLAF's generaldirektør, Ville Itälä, udtaler: "OLAF's akkumulerede viden, ekspertise og operationer giver håndgribelige resultater — vi beskytter både EU's budget og EU's borgere. Beskyttelse af EU-skatteydernes penge til infrastruktur og digitalisering, beslaglæggelse af 531 millioner ulovligt handlede cigaretter, en international aktion mod forfalsket honning og tilbagesøgning af næsten 3 mia. EUR til EU-budgettet fra en sag om toldmæssig undervurdering er blot eksempler på bredden i OLAF's indflydelse.

Forebyggelse er fortsat det mest effektive redskab til at bekæmpe svig. OLAF stræber efter at sikre, at EU's finansielle bistand og investeringer i medlemsstater og tredjelande anvendes efter hensigten. Vi er stærkt overbevist om, at samarbejde er nøglen til vores succes, og i 2022 har OLAF intensiveret sit engagement med nationale myndigheder, internationale organisationer og EU's partnere. OLAF's evne til at forbinde prikkerne for flere aktører og skitsere det overordnede billede er fortsat vores enestående og kendetegnende kvalitet, som tilføjer værdi til kampen mod svig i og uden for Den Europæiske Union."

OLAF's efterforskningsarbejde i 2022:

  • OLAF afsluttede 256 efterforskninger og fremsatte 275 henstillinger til de relevante nationale myndigheder og EU-organer.
  • OLAF fremsatte henstilling om at tilbagesøge 426,8 mio. EUR til EU-budgettet og forhindrede uretmæssig udbetaling af 197,9 mio. EUR.
  • OLAF indledte 192 nye efterforskninger i forlængelse af 1 017 indledende analyser gennemført af OLAF's eksperter.
  • OLAF indberettede 71 sager med mulige strafbare handlinger til Den Europæiske Anklagemyndighed (EPPO), heraf 16 på Europa-Kommissionens vegne.

Beskyttelse af EU's midler

I lighed med tidligere år omfattede OLAF's efterforskninger af anvendelsen af EU's midler påstande om ulovlig samordning, manipulering af udbudsprocedurer, interessekonflikter og oppustede fakturaer. Visse stigninger i svig, som er begået digitalt, har også bekræftet et mønster, som OLAF har observeret i de seneste år. I 2022 oprettede OLAF en ad hoc-ekspertgruppe med fokus på IT-værktøjer til bekæmpelse af svig til EU's genopretnings- og resiliensfacilitet og indledte efterforskninger af sager om potentielt misbrug af midler fra finansieringsfaciliteten.

Opgør med falsknere og smuglere

Kampen mod forfalskning og smugling er fortsat en central del af OLAF's virke. I 2022 bidrog OLAF med at organisere og yde støtte til adskillige fælles toldaktioner og andre operationelle aktioner. Disse aktioner hjalp med at sikre, at millioner af forfalskede og farlige varer blev beslaglagt, inden de kunne nå at blive brugt. Af eksempler kan nævnes: falsk medicin, forfalsket og potentielt farligt legetøj, 531 millioner ulovligt handlede cigaretter og 14,7 millioner liter illegal vin, øl og spiritus.

Støtte til Ukraine og håndhævelse af sanktionerne mod Rusland

I 2022 invaderede Rusland Ukraine. OLAF har i lang tid samarbejdet med de ukrainske myndigheder om både udgiftssiden (beskyttelse af EU-midler) og indtægtssiden (toldsamarbejde) på EU-budgettet. Siden krigens begyndelse har OLAF tilbudt Ukraines agenturer for bekæmpelse af svig bistand med henblik på at styrke og forbedre landets strukturer til håndtering af svig og korruption og at beskytte nuværende og fremtidig EU-finansiering. OLAF har også spillet en vigtig rolle i at afværge omgåelse af sanktioner, som EU har pålagt Rusland og Belarus efter invasionen af Ukraine, hvilket er yderligere forklaret i OLAF's årsberetning for 2022.

Bekæmpelse af forseelser

Selv ét tilfælde af uregelmæssig eller svigagtig adfærd fra EU's ansatte eller medlemmer af EU-institutionerne er ét for mange. EU's borgere forventer med rette den højeste adfærdsstandard fra deres institutioner, medlemmer og EU's ansatte. OLAF afsluttede sidste år 38 efterforskninger af svigagtig eller uregelmæssig adfærd blandt ansatte i og medlemmer af EU's institutioner. Disse sager sikrer, at EU-skatteydernes penge anvendes korrekt og hjælper, ved at sikre den højeste adfærdsstandard, med at forsvare EU's omdømme som helhed.

OLAF's årsberetning for 2022 findes på OLAF's hjemmeside i den fulde interaktive udgave og i en kort udgave.

OLAF's mission, mandat og kompetencer:
Det er OLAF's mission at afsløre, efterforske og standse svindel med EU-midler.

OLAF opfylder sin mission ved at:
•    gennemføre uafhængig efterforskning af svig og korruption, der omfatter EU-midler, med henblik på at sikre, at alle EU-skatteydernes penge anvendes til projekter, der skaber beskæftigelse og vækst i Europa
•    bidrage til at styrke borgernes tillid til EU's institutioner gennem efterforskning af sager om alvorlige forseelser begået af EU's ansatte og medlemmer af EU-institutionerne
•    udarbejde en forsvarlig EU-politik til bekæmpelse af svig.

Som uafhængig efterforskningsenhed kan OLAF efterforske sager om svig, korruption og andre handlinger, der skader EU's finansielle interesser, og som vedrører:
•    alle EU's udgifter, hvoraf de vigtigste udgiftsområder er strukturfondene, landbrugspolitikken,
landdistriktsudviklingsfondene, direkte udgifter og bistand til tredjelande
•    visse aspekter af EU's indtægter, primært told
•    mistanke om alvorlige forseelser begået af EU's ansatte og medlemmer af EU-institutionerne.

Når OLAF har afsluttet sin efterforskning, er det op til de kompetente EU-myndigheder og nationale myndigheder at undersøge og træffe afgørelse om opfølgningen af OLAF's henstillinger. Alle berørte personer anses for uskyldige, indtil det modsatte er bevist ved en kompetent national domstol eller EU-domstol.
 

Yderligere oplysninger:

Kirill GELMI
Talsperson
Det Europæiske Kontor for Bekæmpelse af Svig (OLAF)
Tlf.: +32(0)2 29-88146  
E-mailadresse: olaf-mediaatec [dot] europa [dot] eu (olaf-media[at]ec[dot]europa[dot]eu)
https://anti-fraud.ec.europa.eu
Twitter: @EUAntiFraud

Theresa ZAHRA
Assisterende talsperson
Det Europæiske Kontor for Bekæmpelse af Svig (OLAF)
Tlf.: +32 (0)2 29-57270   
E-mailadresse: olaf-mediaatec [dot] europa [dot] eu (olaf-media[at]ec[dot]europa[dot]eu)
https://anti-fraud.ec.europa.eu
Twitter: @EUAntiFraud

Detaljer

Publikationsdato
6. juni 2023
Forfatter
Det Europæiske Kontor for Bekæmpelse af Svig
News type
  • OLAF press release