Gå til hovedindholdet
European Anti-Fraud Office
Anmeld svig
Pressekommuniké18. juni 2024Det Europæiske Kontor for Bekæmpelse af Svig4 min læsetid

OLAF finder som led i sine undersøgelser over 1.2 mia. EUR berørt af svig og uregelmæssigheder

©EU

PRESSEMEDDELELSE nr. 9/2024
PDF version

I 2023 viste undersøgelser foretaget af Det Europæiske Kontor for Bekæmpelse af Svig (OLAF), at over 1 mia. EUR af EU-skatteydernes penge skulle inddrives som følge af misbrug. OLAF's efterforskere opdagede yderligere 209 mio. EUR, før de blev brugt uretmæssigt, og de afsluttede 265 sager. OLAF's rapport for 2023, der blev offentliggjort i dag, giver et indblik i OLAF's vigtigste resultater, eksempler, tendenser og aktiviteter sidste år. 

Ud over EU-midler, der var endt i de forkerte hænder, fulgte OLAF sporene af smuglere, falskmøntnere og toldsvindlere, hjalp med at håndhæve EU's handelsbeskyttelsesforanstaltninger og -sanktioner til støtte for Ukraine og fortsatte med at udvikle politikker til forebyggelse og bekæmpelse af nye former for svig. OLAF undersøgte også mistanker om forseelser begået af ansatte i eller medlemmer af EU's institutioner.

Resultater af OLAF's undersøgelser i 2023:

  • OLAF fremsatte henstillinger om at tilbagesøge 1.04 mia. EUR til EU-budgettet.   
  • OLAF forhindrede, at 209.4 mio. EUR blev anvendt uretmæssigt fra EU-budgettet. 
  • OLAF afsluttede 265 undersøgelser og fremsatte 309 henstillinger til de relevante nationale myndigheder og EU-organer.  
  • OLAF indledte 190 nye undersøgelser i forlængelse af 1178 indledende analyser gennemført af OLAF's eksperter. 
  • OLAF indberettede 79 sager, der omfatter mulige strafbare handlinger til Den Europæiske Anklagemyndighed (EPPO).

OLAF's generaldirektør, Ville Itälä, udtaler: "2023 handlede om at bekæmpe svig på alle fronter. Denne rapport indeholder talrige eksempler på sager, hvor OLAF og partnere har samarbejdet om at beskytte EU's finansielle interesser, borgere, økonomi og retsstatsprincippet. 

OLAF spiller sammen med sine uafhængige undersøgelsesbeføjelser en vigtig strategisk rolle — i 2023 koordinerede OLAF den nye handlingsplan i Europa-Kommissionens strategi for bekæmpelse af svig. Forebyggelse er fortsat det mest effektive værktøj til at bekæmpe svig.

I forbindelse med fremlæggelsen af denne rapport fejrer OLAF sit 25-års jubilæum. I den periode har OLAF sporet milliarder af euro, som ellers ville være gået tabt som følge af svig og uregelmæssigheder. Det er vigtigt at understrege, at ingen af de resultater, der er beskrevet i rapporten eller i løbet af de seneste 25 år, ville have været mulige uden det arbejde, der er blevet udført af OLAF's personale. Vores mest værdifulde aktiv er vores efterforskere, IT-eksperter, kriminaltekniske analytikere, dataanalytikere, jurister og sagkyndige."

OLAF undersøgte sager om hemmelig samordning, manipulation af udbudsprocedurer, interessekonflikter og fiktive fakturaer. Tendensen med mere svig og uregelmæssigheder, der begås digitalt, fortsatte ligeledes. Eksempler på OLAF's undersøgelser for at beskytte EU-skatteydernes penge spænder over alle områder af EU's udgifter, fra regional finansiering til landbrug og forskning. OLAF udførte undersøgelser i alle EU's medlemsstater og i tredjelande.

På toldsiden opdagede OLAF forsøg på at misbruge toldforsendelsesprocedurer, unddragelse af antidumpingtold, svig med oprindelsen af varerne og for lav værdiansættelse af varer. OLAF har også samarbejdet med forskellige partnere om at standse forskellige former for handel: forfalskede lægemidler, en halv million forfalsket og potentielt farligt legetøj, 6 mio. liter ulovligt indført vin, øl og spiritus og tusindvis af ton ulovligt indført affald. I 2023 modtog OLAF en international pris af De Forenede Nationer og Verdenstoldorganisationen som anerkendelse for sin indsats for at bekæmpe ulovlig handel med klimaskadelige F-gasser. 

OLAF afsluttede også 44 undersøgelser i sager om forseelser begået af ansatte i eller medlemmer af EU's institutioner. Disse undersøgelser sikrer, at alle lever op til de høje adfærdsstandarder, som EU-borgerne med rette forventer, og bidrager til at beskytte EU's omdømme som helhed.

OLAF arbejder tæt sammen med sine partnere i andre EU-agenturer, i nationale myndigheder i EU's medlemslande og i tredjelande samt med internationale organisationer. Det er afgørende at forbinde prikkerne, da svig ikke stopper ved grænserne. OLAF's netværk af partnere når ud til alle hjørner af verden og vokser hvert år — der er indgået nye aftaler i 2023 med myndighederne i USA, Ukraine og med Verdensbankgruppen. 

OLAF's årsberetning for 2023 findes på OLAF’s websted i den fulde interaktive udgave og i en kort udgave.

OLAF's mission, mandat og kompetencer:
Det er OLAF's mission at afsløre, efterforske og standse svindel med EU-midler.

OLAF opfylder sin mission ved at:
•    gennemføre uafhængig efterforskning af svig og korruption, der omfatter EU-midler, med henblik på at sikre, at alle EU-skatteydernes penge anvendes til projekter, der skaber beskæftigelse og vækst i Europa
•    bidrage til at styrke borgernes tillid til EU's institutioner gennem efterforskning af sager om alvorlige forseelser begået af EU's ansatte og medlemmer af EU-institutionerne
•    udarbejde en forsvarlig EU-politik til bekæmpelse af svig.

Som uafhængig efterforskningsenhed kan OLAF efterforske sager om svig, korruption og andre handlinger, der skader EU's finansielle interesser, og som vedrører:
•    alle EU's udgifter, hvoraf de vigtigste udgiftsområder er strukturfondene, landbrugspolitikken,
landdistriktsudviklingsfondene, direkte udgifter og bistand til tredjelande
•    visse aspekter af EU's indtægter, primært told
•    mistanke om alvorlige forseelser begået af EU's ansatte og medlemmer af EU-institutionerne.

Når OLAF har afsluttet sin efterforskning, er det op til de kompetente EU-myndigheder og nationale myndigheder at undersøge og træffe afgørelse om opfølgningen af OLAF's henstillinger. Alle berørte personer anses for uskyldige, indtil det modsatte er bevist ved en kompetent national domstol eller EU-domstol.
 

Yderligere oplysninger:

Kirill GELMI
Talsperson
Det Europæiske Kontor for Bekæmpelse af Svig (OLAF)
Tlf.: +32(0)2 29-88146  
E-mailadresse: olaf-mediaatec [dot] europa [dot] eu (olaf-media[at]ec[dot]europa[dot]eu)
https://anti-fraud.ec.europa.eu
X: @EUAntiFraud
LinkedIn: European Anti-Fraud Office (OLAF)

Theresa ZAHRA
Assisterende talsperson
Det Europæiske Kontor for Bekæmpelse af Svig (OLAF)
Tlf.: +32 (0)2 29-57270   
E-mailadresse: olaf-mediaatec [dot] europa [dot] eu (olaf-media[at]ec[dot]europa[dot]eu)
https://anti-fraud.ec.europa.eu
X: @EUAntiFraud
LinkedIn: European Anti-Fraud Office (OLAF)

Detaljer

Publikationsdato
18. juni 2024
Forfatter
Det Europæiske Kontor for Bekæmpelse af Svig
News type
  • OLAF press release